Rekordernes år
Året startede ud med en rekordomsætning i januar. Her fik vi også afsluttet mange projekter af hensyn til det kinesiske nytår, som lukker Kina ned i flere uger.
Og det var godt, at vi var foran. For corona startede i Kina, og vi kunne allerede fra februar mærke, at tingene stod helt stille.
Efterhånden som Kina fik styr på COVID-19, bredte virus sig til andre dele af verden, herunder Europa og Danmark.
Derfor blev vores stille periode forlænget med måneder.
Ser vi bort fra rekorden i januar, har vi oplevet en omsætningsnedgang på hele 82%, hvilket også er en rekord – omend en trist en af slagsen.
Robusthed trods krise
Men heldigvis har vi allerede før corona været i gang med en tilpasning af vores omkostninger, så vi er langt mere fleksible, end vi var før 2020.
Samtidig har vi også kunnet få andel i den danske regerings hjælpepakker, hvilket sammen med en generelt sund likviditet har bidraget til at føre os helskinnet igennem krisen.
Kina har også tilpasset sig
COVID-19 har renset ud i markedet og dem, der er tilbage er ganske sultne efter opgaver.
Derfor er der lige nu gode muligheder for at få produceret i Kina – dog skal alt selvfølgelig tages med et vist forbehold på grund af corona, som hurtigt kan lukke områder ned.
Bestil dine opgaver i god tid
Har du projekter, som du gerne vil have klar til starten af næste år, så er det atter tid til at komme i gang. Da ikke kun COVID-19, men også det kinesiske nytår 2021 kan lægge hindringer i vejen.
Har du lyst til at få en uforpligtende snak med Per, så send ham en mail via knappen nedenfor.
Cykling og mundbind
Vi er fortsat de stolte med-sponsorer af det lokale cykelhold, Team QoloQuick.
Corona har også lagt en dæmper på deres muligheder for at vise flaget.
Alligevel er det ad flere omgange blevet til både sejre og andre podieplaceringer til ryttere fra holdet.
2 dobbeltsejre
For nyligt er det tilmed blevet til to dobbeltsejre. Den ene ved DEMIN CUP og den anden ved Fri Bike Shop løb inden for de sidste 3 uger.
DEMIN CUP’en består af tre endagsløb, som i år blev kørt i Tøløse, Tønder og Holbæk, mens Fri Bike Shop løbet var et endagsløb i Sønderborg.
Sebastian Kolze Changizi og Alexander Salby blev nr. 1 og 2 i DEMIN CUP, mens William Blume Levy og Frederik Wandahl tog de første pladser i Fri Bike Shop løbet. Dobbeltvinderne ses på billedet neden for.
Talentudviklingen fortsætter
Det skivebaserede hold har efterhånden leveret flere af de aktuelle store danske cykelnavne. Og nu er endnu et par stortalenter på vej ind på holdet.
19-årige Mads Andersen fra Hedensted gør junior-europamesteren Kasper Andersen følgeskab på Team coloQuick.
Ligesom Kasper Andersen har også Mads Andersen allerede gjort sig bemærket. Han har som A-rytter både opnået en sejr og flere podieplaceringer.